AARHUS VIBES: DEN LILLE STORBY

0
88

Jeg har aftalt at mødes med Mia Gardum foran Emmery’s. En times tid inden vi skal mødes, skriver Mia og spørger, om vi kan rykke mødet til Lynfabrikken? Der sidder hun nemlig og arbejder. Så jeg hopper på cyklen og vender snuden mod Lynfabrikken. Jeg parkerer cyklen i gården – så godt som jeg nu kan, for der står en del andre cykler også – og går mod bygningen. Op ad trapperne, hvor jeg fornemmer stemningen. Det er ikke første gang, at jeg besøger Lynfabrikken i Vestergade, men er det lige hyggeligt hver gang.

Duften af kaffe rammer mine næsebor, da jeg træder ind ad døren. Jeg kigger mig lidt forvirret omkring, for der er helt proppet på den lille fabrik. Hurtigt får jeg øje på Mia, der vinker mig over til en bænk, hun deler med en masse andre. Vist studerende, for de sidder alle med bøger og computere og kaffe foran sig.

Blogger med stort B

Mia Gardum er 22 år og født og opvokset i Aarhus. Hun studerer kommunikation på AU, driver bloggen GARDUM.com og skriver for Aarhus Stiftstidende. Bloggen prioriterer hun højest, da hun ser den som sit primære job.

”Da jeg startede, var det virkelig skidt, og jeg kunne slet ikke fortælle nogen, at jeg var blogger. Det var kun min mor, der vidste det. Hun skød alle mine outfitbilleder”, fortæller Mia grinende til spørgsmålet, om det er pinligt at sige, at hun er blogger.

”Det er det der med, når man møder helt nye mennesker, og man skal præsentere sig selv. På mange måder ser jeg ikke mig selv som studerende, jeg ser mig mere som blogger. Mit studie er overhovedet ikke det, jeg laver, det er deltid, og så er bloggen fuldtid”.

Og hun ligner da også en blogger, med telefon og computer inden for rækkevidde. Fin make-up, velplejede negle, et stilfuldt outfit og løst hår. Jeg bliver lidt misundelig. Hvorfor kan jeg ikke se sådan ud, når jeg går uden for døren om morgenen? Den der skødesløse lækkerhed.

Gardum.dk startede som en modeblog, men er siden blevet mere personlig. Mia deler ud af sin hverdag med alt hvad det indebærer af kost, træning, tøjkriser og mindreværdskomplekser til drinks, kaffe og fashionable bloggerarrangementer. Hele paletten bliver vendt – men uden at det bliver alt for intimt.

”Jeg har altid sagt, at jeg ikke synes, at jeg deler mit privatliv. Det skal være personligt, men ikke intimt. Det er det mantra, jeg forsøger at holde fast i. Da jeg startede sidste januar, handlede det meget om mode. Men så begyndte jeg at dele lidt i efteråret, og det gav virkelig god feedback fra læserne. Mine læsertal steg rigtig meget, da jeg begyndte at skrive mere personligt. Dog synes jeg ikke, at jeg blotter mig som privatperson. Jeg forsøger at holde det lidt ukonkret, så folk kan spejle sig i det”, fortæller Mia.

Aarhus’ mange bydele

Vi snakker lidt videre om det at være blogger. Det er så hyggeligt og nemt at snakke med Mia, og det er tydeligt at mærke hendes passion for bloggen og hele platformen. Men det var jo ikke det, interviewet skulle handle om. Det skulle handle om hendes Aarhus. Så for at få sat den rette kurs, spørger jeg, hvad det er, Aarhus kan?

”Vi har det meste, men det hele er stadigvæk lokalt og småt. Man kan cykle til alle steder i byen, selv om der er mange bakker. Det har København så, som vi ikke har: Flade gader. Men Aarhus kan noget, fordi der er en vibe. Vi har mange forskellige kvarterer: Ingerslev Marked, Latinerkvarteret, Ø-gaderne omkring universitetet, Trøjborg – alle de forskellige områder. Det er ret unikt taget i betragtning, at det er så lille en by. Det, synes jeg, er dejligt”.

Hvis Mia havde en dag for sig selv i Aarhus, ville hun starte på Drudenfuss med en kaffe. Derefter ville hun gå en tur i Risskov. ”Jeg boede på Trøjbog før, og det er virkelig et dejligt område. Jeg elsker skoven, og at man både har skov og vand”, uddyber Mia. Hun fremhæver også Ingerslev Torvs grøntsagsmarked og Botanisk Have som klare favoritter. Generelt er Aarhus bare en rigtig skøn, lille storby, med rigtig meget at byde på. Især kulturelt og inden for iværksættermiljøet, der rigtig er begyndt at spire i løbet af de sidste par år.

Alt er dog ikke lutter lagkage, og Mia har ikke svært ved at svare på, hvad der er det værste ved Aarhus. ”Nu bliver jeg måske lidt indfødt snob… Men skoleferierne er det værste i byen. Vinterferien og efterårsferien. Det der med, at hele oplandet kommer til byen. Der er for mange mennesker. Især på Strøget og Bruuns Galleri, som jeg generelt ikke er så glad for. De er lidt ucharmerende. Og i skoleferierne mister byen lidt af sin charme, fordi der er så fyldt. Jeg kan godt lide, at der er lidt low-key og en lav puls i byen. Så skoleferierne bliver tit for meget”, forklarer Mia.

Om Northside og rummelighed

På trods af de til tider mange mennesker, har byen stadig masser at byde på. Især Northside Festival har en særlig plads i Mias Aarhus-minder. ”Det var sommer, øl og god musik. Og glade mennesker. Det er et godt Aarhus-minde. Men ellers sådan noget som Zulu Sommerbio i Botanisk Have. Festugen og Food Festival. Alle de ting, der sker her. Men jeg tror, at Northside er mit bedste minde. De har et virkelig fedt koncept. Bæredygtighed og økologi, det er noget, jeg vægter rigtig højt. Jeg kan godt lide deres brand, og dem, der spiller. Det er altid et virkelig fedt program, de disker op med. Og så er jeg også ret glad for, at man ikke sover på festivalen. At jeg kan tage hjem og få et bad”.

Interviewet er ved at nå sin ende, men inden vi slutter, beder jeg Mia beskrive Aarhus med kun tre ord. Hun tænker lidt over det, før hun svarer. ”Charmerende, unik. Hvis jeg siger lille, giver det så mening? Det er sådan lidt, lille men stor, stor men lille. Rummelig! Måske i virkeligheden rummelig”.

Charmerende, unik og rummelig. Det er beskrivelsen af Mia Gardums Aarhus. Jeg pakker mine ting sammen, og vi siger pænt farvel. Jeg skal hjem og transskribere, og Mia skal besvare kommentarer og mails. Bloggen skal jo passes.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here