Endelig kom der nyt fra NorthSide Festival. Til et program der allerede har mange stærke navne, kan nu tilføjes to mere. Den populære englænder James Blake og de danske drenge fra Turboweekend.
Lige efter kl.12 i dag blev det offentliggjort, at NorthSide Festival har valgt endnu to populære musikere til deres program denne sommer. Et program der allerede tæller navne som Noah and the Whale, Malk de Koijn og Justice.
Nu har vi musikelskere og festivalgængere endnu mere at glæde os til. James Blake har før gæstet Danmark og kommer nu igen og spiller i Aarhus under festivalen. GAFFA udnævnte ham til Årets Udenlandske Album, og hans single “Limit to your love” har på det nærmeste ikke været til at undgå. Stilen er minimalistisk dubstep, stemningsfyldt og drømmende.
Efter at have udgivet sit selvbetitlede debutalbum har han lavet to EP’er, og på den ene gæster kunstneren Bon Iver, et af de store navne på en af sommerens andre store festivaler, Roskilde Festival.
Samtidig kunne NorthSide Festival byde velkommen til et af Danmarks bedste livebands. Moderne pop med elektroniske toner og dansable rytmer. Turboweekend spiller igen i år i Ådalen efter massive ønsker fra NorthSide-publikummerne. Denne gang måske med lidt af det nye materiale fra den plade de er i gang med at producere.
Med de 11 offentliggjorte artister tegner NorthSide allerede nu til at blive en af sommerens fedeste musikoplevelser. Tjek northside.dk for mere information om de forskellige musikere, mens vi spændt venter på næste navn til listen af musikalske kram til en forrygende juni.




