Vi på Overspring.dk elsker Japan og ikke mindst de bizarre og helt unødvendige gadgets de producerer. Som en lille jule-treat bringer vi en mærkelig japansk gadget for hver dag indtil jul. Hvem ved, måske kan du få lidt inspiration til julegaverne.
#18 Otohime -Den transportable toiletlydsdæmper
At gå på offentlige toiletter kan være en pinlig affære og mange trækker unødigt ud i toilettet flere gange for at dæmpe uønskede lyde. Otohime er en flot roseformet nøglering, som du nemt kan have med dig, og dækker alle pinlige lyde med sin høje ”flushing” lyd. Tro det eller ej, mange japanske toiletter har et indbygget lydsystem, for at få folk til at spare på vandet.
#19 Toilet-knæstøtten
Vi bliver ved toiletlydene lidt endnu, for er der noget mere larmende og svinende end mænd, der lader vandet…? Ja, i nægter jo at sidde ned, så nu har vi det perfekte kompromis: Toilet-knæstøtten. Denne praktiske knæstøtte sikrer en kortere afstand til kummen, et renere badeværelse samtidig med, at manden bevarer sin værdighed – ja, det står der altså i beskrivelsen.
#20 Push-up-tælleren
Kender du det, at du glemmer hvor du har talt til, når du laver armbøjninger? Det er slut nu, for med Push-up-tælleren bliver du aldrig i tvivl igen. Bare tryk hagen mod knappen hver gang du tager en armbøjning, og der er helt styr på din workout.
#21 Øre-tjekkeren
Hvornår har du sidst set ordenligt efter om dine øre var rene? Det kan godt være lidt besværligt, men med den smarte øre-tjekker kan du filme helt ind i øregangene mens du følger med på kameraet. Den perfekte gave til den nysgerrige hygiejne-freak.
#22 Hamster-meteret
Er du bekymret for om din hamster får nok motion? Med Hamster-meteret behøver du ikke længere bekymre dig – du kan nemlig måle præcis hvor mange omgange lille Pjevs har taget i sit hamsterhjul og hvor lang distance han har langt bag sig (hvis han altså ikke lige løb rundt i et hamsterhjul).
#23 Ansigtsformindskeren
Til d. 23. December har vi endnu en af Japans fantastiske skønheds-gadgets: Ansigtsformindskeren. Spænd beltet om hovedet, der, hvor din neandertaler-pande eller din dobbelthage sidder, og straks får du et lille og smukt ansigt. Det er da snedigt!
#24 Babymoppen
Så er vi nået til finalen: årets julegave nr. 1 – Babymoppen. Med babymoppen er det slut med at gøre rent – iklæd din baby moppen og lad den gøre arbejdet for dig. Aldrig har det været lettere at være forældre.
Det var så slut for den Japanske gadget-pakkekalender for denne gang. Vi håber I har fået lidt inspiration til at spice julegaverne lidt mere op i år. Rigtig glædelig jul fra alle os på Overspring.dk.
Indlæg af Lone Rehnström










