Mød studinen Phuong fra Aarhus til en snak om X Factor, Blachman og at udfordre sig selv.
Til daglig bor og færdes 23-årige Phuong i Aarhus, hvor hun som de fleste andre af byens indbyggere bruger sin tid på at studere, nærmere bestemt læser hun til tandplejer. I løbet af de sidste par måneder har Phoungs hverdag dog ændret sig drastisk, da hun i sommers meldte sig til X Faktor på baggrund af utallige opfordringer fra hendes opgangskreds. At hun nu står tilbage som en af Blachmans tre gruppefinalister, kommer dog stadig bag på hende, for som hun selv siger: Alle er bare så gode.
En lørdag formiddag møder jeg Phuong på en café i indre København. Hun er midlertidigt flyttet til byen, da deltagelsen i X Faktor nu fylder alt hendes tid. Musik og sang har dog altid fyldt meget i hendes liv. Hun har igennem seks år sunget i et efterskoleband, som pga. studier gik hver til sit for to år siden.
Så gik der et år, hvor jeg ikke lavede noget som helst musikalsk. Der var ingen musik overhovedet. Det var på det tidspunkt, jeg flyttede til Aarhus. Jeg kunne mærke på mig selv, at der var noget, som virkelig manglede. Jeg manglede at blive udfordret på det punkt.
Via en ansøgningsblanket melder hun sig derfor en smule impulsivt til X Faktor og kommer til audition, som hun med egne ord beskriver som følelsen af at være en lille myre i den kæmpe tue.
Jeg tænkte ikke, at jeg ville gå hele vejen. Jeg tog det bare skridt for skridt, men jeg var skide nervøs hver gang.
Precasting, audition, bootcamp og superbootcamp – Phuong går hele vejen og står nu overfor næste udfordring, som er liveshows, men vejen hertil ikke har været uden overraskelser.
Rasmus og X Faktor-gruppen
Efter første bootcamp er Phuong en af de solister i den stærke unge-kategori, der bliver sorteret fra. Derefter får hun tilbudt chancen om at forsøge sig i en gruppe sammensat af en af dommerne. Blachman er dommeren, der tildeles gruppekategorien, og han vælger at sammensætte Phuong med Rasmus.
Lige netop der trækker jeg rigtig meget på tidligere erfaringer med mit gamle band. Der ligger et kæmpe arbejde i at tilpasse sig en anden person. Men det var en chance, vi fik, og der var et mål om at udfordre mig selv i alt det her. Jeg så det som en ekstra udfordring. Jeg tænkte, at jeg bare skulle ind og undersøge og snuse til det hele.
Phuong og Rasmus får hurtigt opbygget et stærkt bånd, som generelt er kendetegnende for hele X Faktor-gruppen.
Vi er alle ens på den måde, at vi er nybegyndere i det her. Vi oplever tingene sammen og samtidigt. Det er fedt, at vi kan snakke om tingene, at vi kan brokke os og juble over alle de op- og nedture, der nu engang kan være.
Blachman
Blandt trofaste X Factor-seere er dommeren Thomas Blachman altid et hot samtaleemne. Det kan være svært at afkode hans finurlige udbrud og til tider hårde kommentarer. I denne sæson er der deltagere, som ligefrem har virket en smule bange for ham. Jeg har derfor glædet mig til at høre Phuongs version af denne mystiske mand.
Han er virkelig ærlig. Han er i en situation, hvor det er menneskeligt, at vise følelser og meninger. Hvis han synes noget er dårligt, jamen så får man at vide, at det er dårligt. Thomas er typen, der snakker løs, og mange af de ting, han siger, skal lige ind og vendes, hvor man lige skal tænke over meningen bag. Men han er også en person, der bruger rigtig meget humor. Han siger selv, at 90 procent af det, han siger, er gas. Han er en meget, meget mærkelig mand, men han er også rigtig sød og meget betænksom.
At have fået Blachman som coach er Phuong meget begejstret for. Vægtningen mellem Blachmans meninger samt Phuong og Rasmus’ egen indflydelse på gruppens sangvalg og udtryk er god, og han er meget opmærksom på, at de føler sig tilpasse og har det godt i alt, der foretager sig.
Fremtiden
Phuong ønsker ikke at gisne om de fremtidige liveshows’ udvikling, men i stedet vil hun tage tingene, som de kommer. Det kan være svært at tilpasse sine forventninger til virkeligheden.
Jeg tror bare, at jeg bliver nødt til at gå ind på og tænke på det vigtigste: grunden til jeg er her – musikken. Alle deltagere er her, fordi vi elsker at synge, vi elsker at performe, vi elsker musik. Det tror jeg er nøgleordet, det er det vigtigste af det hele. Når man kommer ud herfra, bliver man nødt til at kunne sige til sig selv, at jeg gjorde det for musikkens skyld.
Skulle X Factor stoppe for Phuong den dag i dag, vil hun føle, at hun har fået en masse ud af det. Deltagelsen i programmet kan ikke sammenlignes med noget, hun nogensinde har oplevet før.
Hvis du ønsker at se mere til Phuong og Rasmus i deres videre X Factor færd, kan du følge dem på deres Facebookgruppe her.
Sidst skal der lyde en opfordring fra undertegnede om at støtte det skønne sangpar og stemme på dem fredag, når DR1 sender første liveshow kl. 20.00.






