Cosmopol, raves, det vildste publikum, urban musik og en lugt af tis og pot er noget af det, der for DJ og radiovært Pelle Peter Jensen kendetegner årets højdepunkt – Rosklide Festival.
"Festivaler er noget af det fedeste for folk, som spiller musik. Publikum er klar på en helt anden måde!" Foto: Amalie Olsen
“Jeg hørte Wyclef Jean direkte fra Orange Scene i radioen. Min hjerne eksploderede. Det var for sindsygt!” Allerede som 14 årig vidste Pelle Peter Jensen at Roskilde var noget stort, men da han hørte den amerikanske rapper i radioen, begyndte trekvart års plagning for at komme fra Bornholm til Roskilde.
“Alt det jeg drømte om og troede kun fandtes i USA, det skete ligepludselig på en mark på Sjælland!”
Pelle Peters mor gav efter og den sommer han fyldte 15, tog ham og en ven afsted på Roskilde, alt for sent til at få en plads og uden teltstænger, som lå i en pose på Bornholm.
“Der lugtede lidt af tis og lidt af pot. Folk havde det for vildt og jeg tænkte, at det her det skulle jeg resten af mit liv!”
De fede hemmeligheder
Pelle Peter Jensen er i dag DJ og radiovært på P3 og P6 efter en tur på Rytme Konservatoriet, 11 års Roskilde festivaler og et enormt forbrug af plader og MTV.
Sidste år var han resident DJ og med Chef Records på Skatescenen. I år er han både DJ og vært og med på både Apollo og Cosmopol.
“Det var en kæmpe joke at vi sidste år var hensat til skatescenen. Og i år fik Klumben og Raske Penge Pavillion Junior. Hvad laver I? Det er en hån mod dansk urban musik!”
Meget dansk dancehall og hiphop bliver forbigået i år, mener han, men nogle navne er med. Blandt andet Spectors, som han glæder han sig til at spille på Cosmopol med.
“Det er fedt at se noget, som er sådan lidt hemmeligt, noget der har været en miljøting, pludselig spille sange, hvor alle kan synge med.”
Pelle Peter Jensen ser sig selv som musikfomidler i form af at være DJ. Mange kender ham dog bedst fra radioen, hvor han blandt andet har programmet Bas på P6. Foto: Amalie Olsen
Fuck Rammstein
Tilbage på Pelle Peters første Roskilde Festival var det et etableret band, der gav ham den vildeste koncertoplevelse nogensinde.
“Man kan ikke beskrive sådan noget, men jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende. Det var sindsygt og magisk.”
Chemical Brothers spillede på Arena, det var den første aften, og folk var spændte. Der var omkring 25.000 mennesker, men da beatet startede, hoppede alle i takt, som om alle stod helt oppe foran scenen.
“Den der organismefornemmelse med at alle var et, og musikken var det, alle var der for. Det var eksplosivt.”
Pelle Peter og hans kammerat havde ellers lavet et kompromis med at se starten på Chemical Brothers og så gå til Rammstein. De kiggede på hinanden. Fuck Rammstein. De havde fået den vildeste oplevelse i deres liv.
“Det var mit første store rave. Jeg er så glad for, jeg kom så tidligt på Roskilde, for man lærer at blive altomfavnende om musik. Overalt hvor du kigger hen, er der en ny genre.”
Det bedste er det ukendte
For Pelle Peter er de bedste koncerter oftest dem, hvor man intet har forventet og ikke kender navnet i forvejen.
“Det er det fedeste ved Roskilde. Der hvor man træder ind, og så står der et eller andet indisk band og spiller en genre, man ikke vidste fandtes. Og man ved, de har det på samme måde. De står i et land, med mennesker de ikke vidste fandtes. Men så mødes man, fordi man elsker musik så højt,” siger han. “Der giver Roskilde for alvor mening for mig.”
Roskilde er også et sted, hvor der er plads til at spille musik, som er lidt på kanten. Musik, som man ved, kunne være spillet på Vega, og så var det fedt, men med et publikum som det på Roskilde, bliver noget helt unikt.
“Roskilde har verdens bedste publikum. Måske også fordi det er verdens stiveste publikum. Men det er noget helt specielt at gå til koncert på Roskilde.”
Pelle Peter kan sagtens huske dengang, hvor han gik rundt med en papvin og inderligt ønskede, han var en af dem, som fik lov til at stå på scenen.
“Nu er det mig, det er så fucking vildt!”
Når Pelle selv spiller på Roskilde er det mest elektronisk, hiphop og trap. Trap er en genre, han på det seneste er blevet helt vild med. Han beskriver det som instrumental elektronisk hiphop i halvt tempo. Foto: Amalie Olsen
Dem må du ikke gå glip af
I år er Pelle Peters festivalprogram tætpakket med både at se og spille koncerter. Men der er nogle navne, han ikke kan gå glip af, og som publikum heller ikke skal gå forbi.
“Eloq, som spillede på Apollo Countdown til Warm-up. Og helt sikkert Spectors! For jeg ved det bliver fuldstændig sindsygt. Hvis man er der, så ved man, at man er noget med til noget helt specielt. Hvis man ikke er der, så ved man at man, at man er gået glip af noget helt unikt.”
Store navne som Björk og The Roots er han sikker på, folk godt ved, de skal se.
Men A-rap må de heller ikke gå glip af i Pelle Peters øjne.
“Han spiller alt på en sampler. Hans fingre arbejder for sindsygt! Han spiller både electro, hip hop og dubstep, på sådan en lille box,” siger han, og viser med hænderne, hvor lidt plads, der kan rumme et helt bands lyd.
Tilsidst nævner han Modeselector. Fordi han ved det bliver en en sindssyg fest.
“De er nogle af de bedste producerer i verden. De har deres helt egen lyd af elektronisk musik, der breder sig ud over andre genrer.”
Fra East 17 til The xx
Musik har altid fyldt meget i Pelle Peters hverdag. Da han var omkring syv år, besøgte han sin far i København, hvor dagene gik med at se MTV. Det var her, han så den musikvideo, som måske var noget af det vigtigste, der er sket i hans liv.
Bandet East 17 tonede frem på skærmen, og pludselig gav alt mening for ham. Han sov med kasket på, for han ville være så East 17 agtig som muligt.
Sammen med East 17 er det band, som har påvirket ham mest, Malk De Koijn.
“De har formet min måde at tænke på og tale på. Jeg blev mærkelig af det. Og pludselig har jeg et radioprogram, der sender lige efter Tue Track!”
Men det var mest, da han var yngre, han for alvor dyrkede bands og albums nærmest til det ekstreme. Senest har han lyttet meget til The xx, og et album som han aldrig bliver træt af er The Avalanches – Since I left you.
“East 17 var min indgang til hiphop. Derfor kan jeg heller ikke sige noget til, at unge i dag hører Nik og Jay. Man kan ikke forvente, at børn kan sætte et album med The xx på og så forstå det. De skal tages i hånden, det var det East 17 gjorde ved mig.”
