Normalt er det stranden, Den Permanente, der løber med opmærksomheden fra de unge i Aarhus, men lidt længere ude i Risskov ligger Bellevue. Den er mere præget af familier i løbet af dagen, men er alligevel en oase for studerende også.
Tidligt på stranden
Om morgenen og ud på formiddagen syder stranden af ro; det ideelle sted til en morgendukkert eller til en løbetur. Løbeturen kunne passende gå ud mod Egå Marine, hvor man kan se bådehavnen eller kigge mod Mols (som man i øvrigt kan over hele stranden).
Lyden af vandet, der slår mod land er stressdæmpende – det er på mange måder et fristed, hvor man kan få renset sine tanker eller få poetisk og kunstnerisk inspiration. OG når man kommer tidligt er der ro; stranden er nemlig den klassiske aflange strand, der strækker sig over flere kilometer, så de folk der er tidligt ude, har rigelig med plads.
Midt på dagen
Når middagssolen stråler, er der mange mennesker på stranden, og det er typisk familier, men der er også unge mennesker; forskellen fra Den Permanente er dog netop, at man ikke sidder på et meget afgrænset område – der er uden tvivl mere albuerum på Bellevue.
Men mangler man et naturskønt og afslappende sted til daten, frokosten med familien eller vennerne, så er middagstid perfekt. Hvis man er til det mere aktive, ligger der både en fodboldbane ind mod skoven og længere ude mod Egå – så der er rig mulighed for at røre sig, og ikke kun dase i solen.
Når aftenen kommer
Bortset fra de nye studenter er der forholdsvis ro om aftenen. Man kan grille, drikke lidt køligt hvidvin eller en fyldig rødvin, mens man sidder og betragter byens lys blive tændt. Det er en rolig forfest, hvor man kan nyde roen, inden larmen går løs i byen.
Men man kan også sidde, nyde udsigten og den kølige aftenluft på en af de mange bænke, eller sætte sig ud på en af gangbroerne, hvis man vil tættere på vandet. Med andre ord, så er mulighederne mange, men resultatet er det samme: ro i sindet.
Andre fordele
Der ligger en bager ikke så langt derfra, hvis man har brug for en sandwich eller noget der ligner. Derudover ligger der diverse supermarkeder og isbutikker, så man kan få stillet sin sult. Selvom det er en oase, ligger den ikke helt isoleret fra verden, heldigvis.
Hvis man er doven, eller bare ikke kan lide at cykle, er det også muligt at tage toget til Vestre Strandallé – for en flad 20’er er man nu nået ud til denne, ifølge mig, lidt oversete oase i Aarhus. Så fat jernhesten eller jernbanen (det er også muligt at tage bussen) og sæt dig ud i en skøn oase.
Nyd sommeren, mens den er her
Af Daniel Boysen





Ingen kommentarer