Sidder du i øjeblikket og skriver eksamensopgave? Er du ved at få pib af at være buret inde i din lejlighed i flere uger i træk? Så kunne det være, at det var tid til at indhente ny inspiration og luftforandring.
Jeg kan i den forbindelse varmt anbefale at tage hen på LYNfabrikken, som er et helt fantastisk sted lige midt i Aarhus. LYNfabrikken er en café, hvor der er mulighed for at hygge med vennerne, lave gruppearbejde, være kreativ, nusse med opgaver og tænke store som små tanker. Caféen har åben fra mandag til lørdag 9:00-18:00, og du kan købe alt fra kaffe, te og juice til brunch, tapas og søde sager. Du kan se hele menukortet her.
Hvordan finder jeg LYNfabrikken?
LYNfabrikken er at finde i en gammel fabriksbygning på adressen Vestergade 49B i Aarhus C. Det kan være lidt svært at finde, og man føler, at man nok er gået forkert. Man skal ind gennem en port og helt ind i baggården. Dernæst ind i en lille trappeopgang og op ad en snoet trappe helt op på øverste etage. Her kommer du til en dør og inde bag døren findes et stort flot lokale med cafe, borde og en lille butik med kvalitetsvarer.
LYNfabrikken som arbejdsplads
Det er som om, at inspirationen kommer til en, når man sætter sig i det flotte lokale. Man kan enten side ved de store langborde i midten af lokale og evt. lave gruppearbejde. Man kan også sidde ved de mere intime arbejdsplader langs de flotte fabriksvinduer.
Der er gratis internet til fri afbenyttelse og ved alle bordene hænger der kabler ned fra loftet, så det er nemt at lade sin computer op. Efter min mening giver LYNfabrikken de perfekte rammer til hygge, ideudvikling, inspiration, arbejde og fordybelse. Det er bare med at komme ud af lejligheden og finde inspiration og motivation til eksamensopgaven.
Afslapning og hygge
Fra caféen fører en trappe op til en helt fantastisk tagterrasse, som er skøn på en dejlig sommerdag, og her er der rig mulighed for at komme lidt væk fra eksamensstressen. Hvis du er interesseret, afholder LYNfabrikken også forskellige arrangementer såsom foredrag og udstillinger. Du kan se mere om de forskellige evnts i LYNfabrikkens kalender her.
Skrevet af Katrine Vandborg Sneftrup





