”Præst, det ville jeg slet ikke være”

’Undskyld, men er de præst?’ Jens Munk ligner umiddelbart ikke den traditionelle præst

Jens Munk er studenterpræst ved Aarhus Universitet og er fan af fejltagelser og følgerne deraf. I dette interview kan du læse hvorfor, og derudover finde ud hvad en studenterpræst egentlig er og hvordan du som studerende, troende eller ej, kan finde hjælp derigennem.

For tre år siden begyndte Jens Munk på jobbet som studenterpræst ved Aarhus Universitet. Jobbet beskriver han således: ”Normalt ser man jo en præst for sig i præstekjole. Men mit job er sådan, at næsten 80 % af min tid går med samtaler. Så det er absolut det primære jeg laver.

Jeg har valgt at satse meget på samtaler, fordi det er det jeg fornemmer der er mest brug for. Jeg arrangerer også rejser, spirituelle rejser, bl.a. til et munkesamfund på Atos. Derudover har jeg meditation hver mandag aften kl 18 i stillerummet i Studenternes Hus. Så kører jeg forskellige samtalegrupper, bl.a. en om perfektionisme. Jeg kan fuldstændig selv opfinde mit job. Jeg får lønnen og det her kontor, og så kan jeg bare gå i gang. Og det er egentlig det der er rigtig fedt, for så kan jeg lave det jeg synes er vigtigt.”

Hvad så hvis jeg ikke er troende, men godt vil snakke med dig?

“Der er en fortælling i det nye testamente om den barmhjertige samaritaner. En mand hjælper en anden mand som ligger og er såret inde i vejkanten. Han hjælper ham op på et æsel. De andre vil ikke være ved ham. Andre folk rider forbi ham, men ham her hjælper ham. Så han får ham hen på et herberg og giver ham penge, så han kan overleve en nat derhenne. Og han renser hans sår. Men der er ikke på noget tidspunkt han begynder at fortælle ham om hans tro, eller hvad han skal tro på. Han hjælper ham bare, hans tro får ham til at hjælpe ham. Og sådan ser jeg også præstens opgave, det handler først og fremmest om at være der, for dem der kommer. Og det er egentlig det, der er forkyndelsen af troen, af den kristne tro. Det er mere noget man gør, en måde at være på, end man siger ’du skal tro på lige præcis det her’. Så om man er buddhist eller hindu eller hvad man er, det er ikke det vigtige i forhold til om jeg kan hjælpe. Det vigtigste er heller ikke at tale om troen, det vigtigste er, at en kristen er en som hjælper folk der hvor de er. Og så godt som han nu kan.”

Jens Munk ville som udgangspunkt ikke være præst

Har du altid vidst at du ville være præst?

“Jeg vidste i rigtig mange år at kristendommen var mig, men præst det ville jeg slet ikke være. Jeg synes det virkede alt for gammeldags og mærkeligt. Jeg forestillede mig sådan en, der dårligt nok var i kontakt med folk, fordi han var så speciel. Men så var den her stilling jo som den var, altså ikke traditionel præst. Og  jeg må sige, at jeg er blevet rigtig glad for de gudstjenester jeg står for. Jeg arbejder sammen med studentermenigheden, vi arrangerer gudstjenester. Og der kan vi lave meget eksperimenterende og alternative gudstjenester. Og det synes jeg er rigtig spændende, og det giver rigtig god mening.

Gudstjenesterne foregår nede i Møllevangskirken. Vi har bl.a. noget vi kalder ’Lyspunkter’. Det er  9 gudstjenester i løbet af året. Det er feks en fredsgudstjeneste, samt en gudstjeneste der nærmest er en sanggudstjeneste. Og der er en på fandens fødselsdag, faktisk d. 11. Juni, den handler om ondskab. På den måde, er jeg også rigtig præst . Og det holder jeg  meget af.”

Psykolog vs. Studenterpræst

Samtaler og terapigrupper er en stor del af Jens’ arbejde. Set udefra kan en studenterpræst og en psykolog minde om hinanden, men på afgørende punkter adskiller de to professioner sig mener han: ”Jeg har en del samtaler som handler om  dødsfald. Der gennemfører vi nogle gange et lille ritual, hvor jeg beder en bøn for den afdøde. Det ville ikke ske ved en psykolog. Jeg har også et rum herinde ved siden af, et stillerum, hvor folk kan gå med ind, og hvor vi tænder et lys og synger en sang. Men jeg spørger selvfølgelig om de vil være med til det. Også det at bede en bøn for en afdød, spørger jeg altid om de vil være med til. Det vil de næsten altid. Også selvom de ikke er troende. Så mange af samtalerne munder ud i noget, som er rituelt og anderledes end det en psykolog ville have gjort.

En anden vigtig ting for mig er, at jeg har tavshedspligt, og jeg noterer heller ikke noget ned, så man bliver ikke en journal der bliver oprettet og puttet ned i en mappe, som man kan blive andre steder. Og det synes jeg er utrolig vigtig, at det er helt uforpligtende. Vi lever i et samfund hvor alt bliver overvåget, så bliver man puttet ned i en bestemt kasse, hvor man har en type problem og så vil det komme til at forfølge en senere.

Perfektionisme og følelsen af ikke at slå til hænger ofte sammen

De ’perfekte’ fejltagelser

En af de samtalegrupper som Jens Munk står bag handler om perfektionisme og den evindelige søgen mod denne. Groft set beskæftiger gruppen sig med perfektionisme på den ene side, og utilstrækkelighed på den anden, et tema som mange studerende vil kunne nikke genkendende til, mener Jens Munk:

”Man går ned til en fest og vil ud og danse og man ærgrer sig over at ens tøj ikke er lidt flottere og at man ikke danser lidt bedre, altså man er hele tiden i gang med at ærgre sig over et eller andet. Hvis du samler det, så fylder det helt utroligt meget. Dem der kommer ind her er i gang med at ærgre sig over et eller andet. Og jeg kender det også selv. Det der med at man hele tiden vil være lidt bedre end man egentlig er. Og det er jo ikke det samme som, at man ikke skal gøre sig umage med tingene, men det er noget med at acceptere, at det er sådan her det er. Så bliver det meget nemmere at være her i verden. For man skal egentlig ikke gøre mere end det man gør. Det handler om at lære at leve som sig selv, og ikke 10 % bedre end sig selv.”

Med baggrund i Aarhus Festuges tema omkring fejltagelser, som viser sig at være lykketræf i sidste ende, spørger jeg indtil hvorvidt Jens Munk har oplevet ’held-i-uheld’ – situationer i sit liv?

”Nogen gange tænker vi, at så længe det hele kører som det skal, så kører det derud af, så er vi rigtig i gang, vi lærer noget og det går godt. Men når jeg kigger tilbage på f.eks. min studietid, så er det jo helt modsat. Lige præcis der hvor jeg kørte fast i en opgave og ikke synes jeg kunne komme videre, og opsøgte en jeg kunne tale med, dér fik jeg faktisk nogle redskaber til at være kreativ og til at lave opgaver, og til at komme ud af en skriftlig opgave som jeg var kørt fast i. Og dem har jeg egentlig brugt rigtig meget sidenhen.

Under min studietid mistede jeg min far, og var i sorg i måske et år. Men lige præcis det er noget jeg bruger i dag, når jeg taler med nogle der er i sorg. Jeg var f.eks. også i en læsegruppe hvor alt gik galt og vi kunne slet ikke samarbejde. Og så insisterede jeg på at være med til at løse det, og lige præcis der fik jeg redskaber til at lære noget om samarbejde. Og hvordan man løser konflikter. Så jeg synes egentlig, at alle de steder hvor der kommer kriser og man laver nogle fejl, det er lige præcis der man virkelig lærer noget.

Vi er sådan opdraget, at lige så snart der opstår noget f.eks. samarbejdsproblemer, så er det et træls problem som tynger os ned. I stedet for kan man vende det rundt og sige ’det er lige præcis nu jeg lærer noget’. Det kan også være at man skal splitte en gruppe op, men så har man lært at samarbejdet ikke kunne lade sig gøre. Selve det at se forhindringer og fejl, som lige præcis noget man lærer af og endnu mere end man ellers kunne ha’ lært.

Behovet er vokset

Antallet af samtaler om ugen er steget siden starten for 3 år siden. Grunden til dette skal dog ikke findes i interessen for ham som person, understeger Jens Munk, men derimod fordi behovet er blevet større. Det er især denne stræben efter perfektion, der danner baggrund for det stigende antal samtaler. Men hvad er det så, man som studerende skal fokusere på?

Accepter den du er, bær rundt på det og start der

Hvis du skulle komme med et godt råd til nye studerende og studerende generelt, hvad skulle det så være?

“At øve sig i at sige ’jamen det er sådan jeg er, og det er det her jeg er i nu. Og det må gerne være sådan her. Og jeg tager det ligesom herfra hvor jeg er’. I stedet for hele tiden at ønske sig et andet sted hen og ønske at jeg var lidt bedre til det, eller jeg så lidt bedre ud. Eller jeg var lidt mere intelligent end jeg var. Acceptere den man er, bære rundt på det og starte der. Ikke have de der helt vilde ambitioner, men mere tage tingene som de kommer. I stedet for at frygte en masse ting ’kan jeg nu klare det her studie’, ’er jeg nu god nok på det og det område’, så er det måske bare bedre at finde ind til hvem man er. Det kan jo godt være man ikke passer ind på det studie man er på, men så er det jo sådan det er. Så må man finde det man så passer til. I stedet for kunstigt at ville være i noget, man ikke passer ind i. Bare acceptere ’jeg har de evner jeg har, de interesser og den energi jeg har, og det går jeg ud i verden med, og så finder jeg det der passer dertil. Og det kan jeg kun finde ud af ved at prøve forskellige ting af’. Det er jo ikke noget nederlag at finde ud af, hvis der var noget man ikke passede ind til, så er det jo bare ikke der man skal være. ’Så skal jeg finde hen til der, hvor det passer til mig’.”

Jeg er studerende og jeg har et problem – hvordan kommer jeg i kontakt med dig?

Det smarteste er nok enten at skrive til min e-mail eller at ringe, fordi hvis du bare møder op, for jeg har virkelig mange samtaler, så det kan være jeg har en til samtale, og så risikerer du at komme til at vente. Det mest almindelige er, at folk lige skriver, og så finder vi et tidspunkt i løbet af en 3-4 dage. Som regel kan jeg måske allerede dagen efter.

Jens Munk er en del af Aarhus Universitet og står til rådighed for de studerende, troende eller ej. Kontaktoplysninger kan findes her!

Læs også:

• Psykologerne skal være klogere end medicinerne