For de fleste af os er eksamensperioden gået i gang (igeeeeen). Hverdagen bliver fyldt med kaffe, underlige ord, metarefleksioner (som kun dine ligeså sindssyge medstuderende nikker forstående til), nakkesmerter og fordybelse, men for rigtig mange studerende er denne periode også fyldt med stress, angst og nervøsitet. Der er heldigvis hjælp at hente.
I slutningen af sidste eksamensperiode købte jeg (i en lettere panisk tilstand) bogen “Træn dig til en god eksamen” af Thomas Pape. Han er tidligere elitetræner og fysioterapeut på det danske svømmelandshold, og jeg må indrømme at jeg faktisk har lært en del efter at have læst 95 ud af bogens beskedne 111 sider. Så bliver det spændende at se om det gør en forskel for mine forestående eksamener og perioden op til.
Eksamen er ikke noget, man går til. Det er noget, man træner til.
Thomas Papes intention med bogen er at få de studerende til at indse, at vejen til den gode eksamen går gennem motivation og planlægning, og at man faktisk kan vende eksamenssituationen fra en negativ oplevelse til en succesoplevelse.
Bogen indeholder følgende kapitler:
Du skal træne for at lave en god eksamen: Sådan bruger du bogen!
Sådan fungerer din hjerne og krop bedst: Her forklarer han hvad stress er og hvordan motion, kost, søvn, mentaltræning og meditation kan top-tune dig, og gøre dig klar til eksamen.
Sæt din dagligdag og læseperiode i system: Handler om hvad der skaber det store pres som mange studerende føler på deres skuldrer når deres arbejdet slutteligt skal have en karakter. Herefter giver han en masse råd til hvordan du kan strukturere din hverdag på studiet, din læsepriode, dit gruppearbejde og hvordan du kan forberede dig til eksamen. Du får blandt andet svar på det store spørgsmål; “Hvad gør jeg med mine arme til eksamen” (oh yes) og får beskrevet hvordan du kan bruge webcam og håndtryk som eksamensforberedelse.
24 timer før eksamen: Hvad gør man i de sidste timer, for at have de bedste betingelser.
Nu er det nu – eksamensdagen: Hvad påvirker din præstation, og hvad gør du hvis klappen rent faktisk GÅR ned?
Evaluering af din præstation: Så er du endnu bedre rustet til næste semester
En censors gode råd til din eksamen: Her får du de sidste guldkorn fra personen på den anden side af bordet.
Igennem bogen bruger han eksempler fra de to svømmere Lotte Friis og Rikke Møller Pedersen, der fortæller om deres oplevelser og erfaringer fra svømmekonkurrencer. Forfatterens mening med dette er, at svømmekonkurrencer og eksamener minder om hinanden på flere punkter, i forhold til nervøsitet, præstationer og forberedelse.
Jeg vil klart anbefale denne lille bog til dig der er nervøs for eksamen eller dig, som ikke er så nervøs, men bare gerne vil blive bedre. Den er nem og hurtig at læse og du kan måske være heldig at falde over den i Føtex ligesom jeg gjorde. Så har du også en legitim overspringshandling, når du lige skal holde en pause fra Hansen (1967), Pedersen (1988) og Jensen (1647).
Den koster omkring 100 kr.
“Alle behøver ikke få topkarakterer, men du skal turde at få din topkarakter og turde skabe dit topniveau” – citat af Thomas Pape





