Rumpistol/Redbaron + Heidi Mortenson: Elektronisk lytning på RADAR

Anmeldelser, Kultur - af:
13. maj 2012 17:11

 

Den elektroniske musiker Rumpistol – som er albumaktuel med Floating – er måske en af Danmarks største navne inden for den elektroniske genre. I går gik han på RADARS scene sammen med sangeren Red Baron, som også har været en del af det nye album. Heidi Mortenson var support med sange fra hendes EP MØRK. Kunstnerne havde masser at byde på, men koncerterne havde også sine mangler.

 

Heidi Mortenson

Efter en del ventetid og et par tekniske problemer gik Heidi Mortenson – fulgt af to musikere – på scenen, hvor hun spillede sangene fra sin første dansksprogede udgivelse, EP’en MØRK, som udkom i marts. Det var måske lidt atypisk for en fredag aften, at mange i publikum valgte at sidde på gulvet og lytte med deres fadøl i stedet for at danse, men på en måde var det også meget befriende.

Mortenson har i mange år lavet engelsksproget elektronisk musik, og har optrådt alene som en slags ’one-woman-band’, men denne gang stod hun kun for rollen som forsanger og frontfigur, og med energiske bevægelser til de tunge elektro-rytmer samt hendes vokal, viste hun god indlevelse og tilstedeværelse i musikken.

Der var god energi fra alle tre på scenen, og sangene viste, at det danske sprog er stærkt, og kan noget særligt, hvis det altså bruges rigtigt. Som titlen på Ep’en antyder var vi inviteret ind i et mørkt univers, som blev suppleret af grafisk mønstrede visuals. Mortenson lod til at blive grebet af følelserne. Publikum lod til at blive grebet af hendes sang og musik.

Det er synd, at MØRK indeholder så få sange for selvom der var enkelte supplementer i form af nyt materiale og en ’remix-agtig’ udgave af ’Dele af kroppen’ – en sang, vi havde hørt en gang, virkede koncerten meget kort.

Rumpistol

Rumpistol (aka Jens B. Christiansen) har siden 2003 udgivet i alt fire anmelderroste album, og efter at have hørt en del af det nye materiale fra Floating- som har været et samarbejde med sangeren Red Baron (som er en del af danske Late Great Fitzcarraldos) – så jeg frem til en virkelig fed elektronisk koncert.

Ligesom ved Heidi Mortensons koncert blev musikken suppleret af abstrakte visuals, og den bestod både af glad, dansevenlig electronica, men også sange med et mere melankolsk udtryk. Rumpistol skruede og arbejdede med elektronik og lab top, og viste, at han under alle omstændigheder kan sit kram.

Der var sange, hvor Rumpistol og Red Baron fik alting til at gå op i en højere enhed, og musikken blev lidt magisk – bl.a. titelsangen ’Floating’ som var en utrolig smuk afslutning. Desværre synes jeg, at der manglede lidt nærvær i løbet af koncerten, især fra Red Baron, der viste sit værd i de lidt magiske øjeblikke – bare ikke hele tiden. Det var som om, publikum ikke var fuldstændig ’med’ i musikken, med undtagelse af en enkelt mand, som dansede med sig selv foran scenen – og jeg manglede samme begejstring, som jeg havde, da jeg hørte indspilningerne første gang.

Selvom alting i koncerterne ikke overbeviste denne skribent fuldstændig, er begge kunstnere utrolig dygtige og værd at tjekke ud, hvis man har smag for elektronica. Både Rumpistol/Red Baron og Heidi Mortenson kan findes flere steder i foråret – bl.a. på Kulisselageret i Horsens fredag d. 18. maj.

Rumpistol

Heidi Mortenson

Af Lisa Amtoft Jensen

Læs også:

Denne artikel er skrevet af søndag den 13 maj, 2012 kl. 17:11. Du kan følge svar via. RSS feed. Du kan også skrive et svar. Tags:

Skriv en kommentar


Anmeldelse: Swab – et eksperimenterende univers

I et eksperimenterende univers formår danske Swab at tage musikken til et andet niveau. En melankolsk, tung og samtidig interessant plade

Læs mere →

Om litteraturscenen: Poetry Slam på Headquarters

Som Nordis- studerende er en af mine interesser litteratur, naturligt nok. Derfor har jeg denne aften betragtet Poetry Slam på HQ. Et lille feltstudium ville nogen måske kalde det. Jeg fik mig en snak med både deltagere og publikum. Læs med her i min vurdering af Aarhus’ litteraturscene.

Læs mere →

Ugens Anbefaling: Soundtracket til The Great Gatsby

I går var der premiere på filmatiseringen af F. Scott Fitzgeralds romanklassiker. Internationale stjerner som Jack White, The xx og Emeli Sandé medvirker på filmens enestående soundtrack, der i dag får en anbefaling med på vejen.

Læs mere →