Hvorfor se en genindspilning når man kan se originalen? Dette spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg hørte, at den svenske krimi-bestseller, Mænd der hader kvinder, som først havde været filmatiseret i Sverige 2009, skulle genindspilles i en amerikansk udgave med stjerner som Daniel Craig og Rooney Mara. Action-krimien, The girl with the dragon tattoo, byder både på gentagelser og nye ting, er uhyggelig men også mindre barsk end originalen.
Instruktør af The girl with the dragon tattoo er David Fincher, som har stået bag film som Seven, Fight Club og The Social Network, og dette sammen med det meget spændende plot, lovede umiddelbart godt. Så jeg gik i biografen med en kritisk sans blandet med spænding på premieredagen d. 21. december.
The girl with the dragon tattoo handler om journalisten Mikael Blomkvist, som får til opgave at opklare mordet på Harriet Vanger: En 16-årig pige som forsvandt sporløst i 1966 fra lokalsamfundet i Hedestad i Sverige. Opgaven er stillet af Harriets grandonkel, Henrik Vanger, som beskylder en i sin familie for at stå bag. Blomkvists assistent bliver i løbet af filmen den biseksuelle, 23-årige hacker med et punket udseende, Lisbeth Salander. Opklaringen viser undervejs, at der har fundet adskillige forbundne kvindemord sted, og der er en seriemorder på spil.
I forhold til den svenske
Når man har set Män som hatar kvinnor, er det svært at lade være med at sammenligne, når man ser The girl with the dragon tattoo. Mange af handlingerne og replikkerne virkede identiske (de var bare på engelsk), og kulisserne så flere steder ens ud. De grænseoverskridende scener i filmen var generelt tonet lidt ned i forhold til den svenske film, men dog ikke udeladt, og selvom mange scener lagde sig meget op ad de svenske, blev der alligevel vist anderledes bud på flere scener, f.eks. på de ubehagelige scener med voldtægt og tortur, som ikke udelukkende var gentagelser af de svenske. Dette gælder også slutningen, som også væsentligt adskiller sig.
Der var holdt fast i det svenske miljø, men dette clashede sprogligt, da accenten flere steder var mærkelig. Daniel Craig som Mikael Blomkvist talte et perfekt engelsk, mens flere af de andre skuespillere talte engelsk med skandinavisk accent. I starten af filmen høres tv-nyheder på svensk, navnene udtales på et lidt ubehjælpeligt svensk, og hele denne engelsk-svenske konstellation virkede generelt lidt besynderlig.
Hvad jeg fandt særlig positivt ved The girl with the dragon tattoo var bl.a. lydsporet – som er produceret af Trent Reznor fra Nine Inch Nails og Atticus Ross – og som flere steder var meget uhyggeligt og gjorde mig nervøs, selvom jeg kendte handlingen. F.eks. et sted i filmen, hvor Mikael Blomkvist går rundt i morderens hus, mens Lisbeth Salander undersøger, hvem morderen er et andet sted. Her er det eneste, der høres lyden af blæsende vind og baggrundsstøj. Selvom jeg vidste, hvad der ville ske, var jeg alligevel skræmt, og ventetiden var uudholdelig, indtil morderen dukkede op.
Stillbillede fra filmen
En anderledes heltinde
Rooney Mara er flere steder blevet rost til skyerne for sin præstation som Lisbeth Salander (f.eks. i Rolling Stones Magazine), men sammenlignet med den svenske film, kan det diskuteres, om hun er hård og følelseskold nok i forhold til, hvad hun har været udsat for ifølge historien – og hendes nøgne bryster fyldte lidt for meget af filmen til min smag.
Men selvom Rooney Mara ikke er ligeså barsk som den svenske Noomi Rapace, så er hun alligevel et bud på en atypisk Hollywood-heltinde, der måske kan rykke bare lidt ved den måde, kvinder i Hollywood-film ofte bliver fremstillet. Filmen er i denne version helt sikkert blevet mere tilgængeligt for et amerikansk publikum end originalen, og hvis det er store stjerner og engelsk tale, der skal til, for at denne gode, modbydelige og uhyggelige historie kommer ud til flere mennesker, så synes jeg, at det er i orden, for det fortjener historien.
Jeg tror, at The girl with the dragon tattoo kan virke skræmmende for dem, der ikke kender historien i forvejen, så biografturen vil ikke være spildt – jeg ville nok bare stadig foretrække den svenske version.
Af Lisa Amtoft Jensen
