Efter at have skamhørt the DØ’s to plader var jeg klar på en koncert med usædvanlig musik, og efter en lang dag ude i solen til Kapsejlads var Train et meget behageligt og forfriskende sted at være, hvis man ledte efter noget andet end de mange efterfester omkring i Aarhus. The DØ leverede smukke tekster til smuk musik, som blandede det organiske og elektroniske til en stærk helhed.
Dangers of the Sea & Masha Qrella
Danske Dangers of the Sea og tyske Masha Qrella – som kan opleves på SPOT og Roskilde Festival i år – var support til aftenens hovednavn, og i deres ’fælleskoncert’ flød de to kunstnere meget godt sammen ved at de to guitarspillende forsangere skiftedes til at have frontfigurrollen. Dangers of the Sea består af medlemmer fra bl.a. Efterklang, Saybia og Slaraffenland, og blev udvalgt til P3’s Karrierekanon sidste år.
Train var relativt tomt til deres koncert denne aften. Dem der var kommet, sad på gulvet eller stod stille og lyttede, og musikken fungerede meget fint til dette formål. Men måske netop på grund af det manglende publikum manglede koncerten lidt energi fra musikerne, selvom de lod til at hygge sig på scenen.
Genren var indiepop med bl.a. country- og folk-elementer, men havde også en mere up-tempo karakter indimellem. Flerstemmig sang var en stor del af udtrykket, og bandets stemmer klingede flot sammen med Mashas vokal. Især gjorde Dangers of the Sea-forsangerens smukke folk-vokal ekstra indtryk og var superdejlig at lytte til, selvom musikken ikke overbeviste mig hele koncerten igennem.
Dangers of the Sea på Myspace.
The DØ
The DØ
Selvom Train aldrig blev helt fyldt torsdag aften, sluttede der sig en hel del flere publikummer til koncerten med The DØ (udtales the dough), som var aftenens hovednavn, og uden tvivl aftenens højdepunkt. Lige så stille kom der liv i det voksende publikum, som igennem koncerten lyttede intenst og lydløst, når det ikke lige var fordi, der var et par stykker, der sang med.
Dybe, elektroniske beats lagde grundlaget til drømmende sange, og frontfigur Olivia Merilahti sang med lys, og til tider skrøbelig røst. Hun stjal opmærksomheden i rollen som en dansende sigøjner/elver/troldkvinde, når hun da ikke gav den som instrumentalist på guitar og trommer. Musikken havde mange lag, og talte til tider et filmmusikalsk sprog, som blev blandet med elementer fra blues og andre genrer. Der blev leget med sceneudtrykket, og midt i koncerten havde Olivia fået en megafon i hånden, som hun begyndte at synge igennem.
På sangen ’Slippery Slope’, som måske var et af aftenens højdepunkter, kom der gang i publikums fødder, og der blev ivrigt dansede til de eksotiske rytmer i et hysterisk saxofon-helvede. The DØ lyder ikke som andre bands, og jeg bliver ærgerlig over, at koncerten på Train var den sidste på deres forårsturné, for de er uden tvivl en anbefaling værd.
Af Lisa Amtoft Jensen
