Anmeldelse – Hot Can: varm mad uden noget besvær

Anmeldelser, Mad, Stud.fest, Tech - af:
22. august 2012 11:25

Vi havde tre forskellige smagsvarianter med. Ravioli med ost og tomatsauce, vegetar chili og kylling med ris i karrysauce.

Nogle produkter vi får til test, er vi fra start lidt skeptiske omkring. Hot Can var et af de produkter.

Dåserne kan ifølge producenten varme deres indhold op helt af sig selv (via en kemisk reaktion), og så skal du ikke gøre andet end røre rundt, vente 8-12 minutter og så spise. Vi sad lidt med følelsen af, ”Ja okay, måske passer det, men færdigretter bliver alligevel aldrig specielt gode?”. I kender det alle sammen. En frysepizza nede fra Netto ser lækker ud på billedet, og den er ligeså nem at lave, som der står på æsken, men en friskbagt pizza fra Italien er den ikke!

Inden Smukfest 2012 var vi blevet udstyret med tre dåser Hot Can i forskellige smagsvarianter. Ravioli med ost og tomatsauce, vegetar-chili og kylling med ris i karrysauce. Alle tre fungerer på samme måde. Så jeg starter lige med at forklare det nærmere (det er ret simpelt). Låget pilles af dåsen og monteres i bunden. I låget sidder en lille metalstav (der minder om en umbraconøgle), denne skal stikkes ned i tre huller, der er i toppen af dåsen. Det er meget vigtigt, at den kommer helt til bunds, og når det er gjort, skal selve toppen af dåsen pilles af (altså det låg, der sidder nede i selve dåsen). Herefter venter man et par minutter, og så udvikler dåsen en rimelig kraftig ”damp”. Til sidst skal indholdet blot omrøres, og efter 8-12 minutter er maden klar!

Test i felten

Den kemiske reaktion starter når metalpinden stikkes ned i tre huller i dåsen.

Vi valgte at smage på maden allerede første aften på festivalen, for vi havde ligget i kø dagen, før det hele åbnede, og der var ikke nogle madboder, eller andet der havde åbent. Lettere skeptiske fik vi sat gang i en omgang ravioli med ost og tomat. Det var lidt et antiklimaks at stikke metalpinden ned i dåsen, for efterfølgende skete der ikke en skid. I hvert fald ikke de første 10 sekunder, og vi er jo et par utålmodige drengerøve, der ikke helt syntes, at der var aktion nok over det. Der gik dog ikke mere end et minuts tid, før der stod en god lille søjle af damp op fra dåsen, og der begyndte at brede sig en duft af pasta (som var det fra et italiensk køkken). Det begyndte faktisk at dampe så meget, at vi overvejede om campingvagterne ville komme ned til os – levende ild er nemlig forbudt på pladsen, og det kunne nok have set ud til, at vi havde gang i et lille bål. Det gjorde vagterne dog ikke, og dampen var væk efter et par minutter. Duften blev stærkere og stærkere, og de andre sultne festivalgæster omkring os begyndte at kigge over mod os. De var tydeligvis forvirret over den lækre duft, mens de selv sad og spiste den efterhånden ret afdankede hjemmesmurte madpakke. Cirka ti minutter efter var maden klar og vi delte den første dåse. For satan hvor smagte det godt! Ja, undskyld sproget, men sjældent er jeg blevet så positivt overrasket. Raviolien smagte frisklavet og sovsen var utrolig intens (på en god måde). Vi blev i et kort øjeblik transporteret væk fra den kolde festivalplads og ned sydpå. Genialt!

Kylling-karry

Damp stiger op fra dåsen.

Da vi havde delt dåsen, var vi ikke helt mætte efter en lang og hård dag, så vi valgte at tage hul på vores karry-kylling. Same procedure as last time. Igen begyndte folk at undre sig. Måske mere end før, for nu var det ikke længere det italienske køkken, der var i fokus, men det indiske. Igen kan jeg kun sige, at produktet holdt, hvad det lovede. Jeg blev på et tidspunkt endda nødt til at spytte en mundfuld ud, det var simpelthen for varmt. Maden er altså ikke lun og kedelig, men brandvarm og lækker.

Test i hjemmet

Hot Can hjemme i sofaen

Vi blev faktisk så positivt overraskede, at vi blev lidt i tvivl om, hvorvidt vi blot blev så begejstrede, fordi vi var sultne og ikke umiddelbart havde andet på pladsen, så den sidste dåse blev fragtet med retur fra festivalen og spist derhjemme. Selvom det virkede lidt tosset at sidde derhjemme med en dampende dåse i stuen, var det faktisk stadig dejligt! Vigtigst af alt så var maden stadig brandvarm og lækker!

Hvilken smagsvariant er bedst?

Vi ved, at smag er en individuel ting, så i et forsøg på at gøre det mindre subjektivt var vi to der smagte på retterne og vurderede, hvilken placering de burde have.

1 – Ravioli med ost og tomatsauce

2 – Vegetar chili

Ravioli med ost og tomatsauce – klar til at spise! Vinderen af vores smagstest.

3 – Kylling med ris i karrysauce

Konklusion

Jeg vælger at give produktet topkarakter. Det leverer alt hvad det lover og til en acceptabel pris. 69 kr,- lyder måske af meget, men når man sammenligner med andre priser på festivalmad, er det i sammen prisleje, og der er kvaliteten og størrelserne af portionerne svingende. Med en Hot Can ved du præcis, hvad du får, nemlig som nævnt før – mad der er brandvarm og lækker!

Vi siger tak til Coolstuff.dk for udlån af produkter. Find flere festival gadgets her.

Læs også:

Denne artikel er skrevet af onsdag den 22 august, 2012 kl. 11:25. Du kan følge svar via. RSS feed. Du kan også skrive et svar. Tags:

Skriv en kommentar


Anmeldelse: Swab – et eksperimenterende univers

I et eksperimenterende univers formår danske Swab at tage musikken til et andet niveau. En melankolsk, tung og samtidig interessant plade

Læs mere →

Hjemmesidetip: Gif-blogs om livet som Aarhus-studerende

Få dig en god griner og find trøst i, at andre har det ligesom dig på disse gif-blogs om livet som studerende i Aarhus.

Læs mere →

Ugens Anbefaling: Soundtracket til The Great Gatsby

I går var der premiere på filmatiseringen af F. Scott Fitzgeralds romanklassiker. Internationale stjerner som Jack White, The xx og Emeli Sandé medvirker på filmens enestående soundtrack, der i dag får en anbefaling med på vejen.

Læs mere →